Det som gør Sydøstasien attraktivt som en slags toldfri zone, hænger hovedsageligt sammen med billigere arbejdskraft og gode handelsaftaler. Lønomkostningerne i meget af regionen er typisk omkring halvdelen af, hvad de er i Kina, hvilket giver producenterne plads til at fastholde deres fortjeneste, selv mens de konkurrerer globalt. Området har også nogle ret solide handelsaftaler. Tag for eksempel AFTA og RCEP – disse aftaler hjælper med at nedbringe told og fremme mere handel mellem nabolandene, hvilket bestemt hjælper lokale virksomheder med at blive siddende i spil. Virksomheder, der ved, hvordan de skal arbejde med disse handelsrammer, ender ofte med at spare penge på alt fra råvareindkøb til daglig drift, hvilket gør Sydøstasien ikke blot billigere, men faktisk en smartere placering at drive virksomhed på lang sigt.
Sydøstasien ligger lige der, hvor alle de vigtigste skibsruter krydser, hvilket forklarer, hvorfor det er blevet et så vigtigt sted for international handel. At være tæt på steder som Det Sydkinesiske Hav og de smalle Malakkastræder betyder, at skibe kan flytte gods meget hurtigere, end hvis de var nødt til at tage en anden rute. For virksomheder, der ønsker at få deres produkter ud på asiatiske markeder eller over Stillehavet, fungerer området som en slags central koblingsboks. Derfor etablerer mange store virksomheder sig her, når de ønsker at optimere deres leveringekæder. Tag Singapore som eksempel – det er nærmest blevet områdets konge af lagerfaciliteter takket være sin fremragende havneinfrastruktur og virksomhedsvenlige politikker. Alle disse faktorer tilsammen gør området fremragende til hurtigt at flytte varer rundt, og ærligt talt hjælper denne opsætning med at sikre en stabil økonomisk vækst lokalt over tid uden for mange udfordringer undervejs.
Sydøstasien er i stor udstrækning blevet en skattefri zone, primært fordi regeringerne i regionen bliver ved med at investere penge i deres havne. Se bare på Vietnam alene, som planlægger at bruge næsten 25 milliarder dollar udelukkende på kystfaciliteter inden 2028. Hele regionen forventer at bruge omkring 80 milliarder dollar i alt på at forbedre havne og kajer i de kommende år, med målet om at kunne håndtere mere gods hurtigere. Bedre havneinfrastruktur betyder, at skibe venter mindre tid, og virksomheder sparer rigtige penge, hvilket forklarer, hvorfor så mange producenter overvejer at flytte deres operationer hertil fra Kina. Vejnettet og togforbindelserne forbedres også, hvilket rent faktisk gør de fine nye havne mere effektive, når varer skal transporteres ind i landet. Denne investering ændrer måden, hvorpå virksomheder opererer på tværs af grænser, og skaber samtidig nye muligheder for både lokale økonomier og internationale handlende, som leder efter billigere alternativer.
Landene i Sydøstasien har store problemer med deres infrastruktur og logistiksystemer, hvilket virkelig påvirker, hvor effektivt leveringekæder fungerer. Tag f.eks. vejene – kun omkring 30 procent af dem i ASEAN er faktisk op til standard, så det bliver en reel udfordring at transportere varer til tiden. Dårlige vejforhold skaber alle slags flasker, som medfører forsinkelser og skaber højere omkostninger for virksomheder, der forsøger at leve op til det, Kina har opnået med sine leveringenetværk. At rette op på denne uorden er ikke bare vigtigt, det er absolut nødvendigt, hvis regionen ønsker at fastholde fungerende leveringekæder. Det, vi har brug for, er alvorlig investering i bedre veje og broer samt smartere logistikløsninger, som kan håndtere disse regionale særegenheder uden at koste en formue.
Mange produktionssystemer i Sydøstasien er stadig stort set afhængige af reservedele og materialer, der kommer fra Kina, hvilket gør det ret udfordrende for dem at håndtere deres egne leveringssystemer. Når der sker noget galt på det globale marked, som det vi så med mangel på halvledere tilbage i 2021, bliver disse virksomheder hårdt ramt, fordi de ikke har mange alternativer. At finde måder at sprede, hvor de køber varer, bliver derfor virkelig vigtigt. Nogle virksomheder har allerede startet samarbejdet med leverandører tættere på hjemmet eller endda inden for deres egne landegrænser. Denne tilgang hjælper med at bygge stærkere leveringsnetværk, som bedre kan klare uventede problemer. For eksempel samarbejder bilfabrikker i Thailand nu med lokale metalværksteder i stedet for udelukkende at være afhængige af importer fra nabolandene.
Manglende ensartede regler i ASEAN skaber hovedbrud for virksomheder, der forsøger at operere i hele regionen. Forskellige lande opkræver alle slags toldafgifter, håndterer told på deres egne måder og har helt forskellige arbejdsmarkedslove. Disse forskelle æder virkelig op på overholdelsesbudgetter og bremser den daglige drift. Hvis ASEAN-lande kunne samarbejde bedre om regler, ville det åbne op for mange muligheder over tid. Handel mellem medlemsstater ville blive meget lettere, og ledelsen af leveringskæder tværs grænser ville ikke være en så stor udfordring. For virksomheder, der har Østasien i sigte som et sted at flytte produktion væk fra Kina, er det ikke bare en fordel, men absolut afgørende at få løst disse reguleringsmæssige problemer for at gøre regionen til en egnet alternativ produktionsbase.
Vietnam er blevet en slags eksportstormagt i nyere tid og opnåede et handelsoverskud på cirka 19 milliarder dollar tilbage i 2022, primært fordi landets fabrikker fortsætter med at køre på højt tryk. Landets voksende ry som en destination, hvor virksomheder flytter deres operationer væk fra Kina, betyder, at der fortsat strømmer mange udenlandske investeringer til, især inden for elektronik og tekstilproduktion. Men der er også en ulempe. Denne hurtige vækst rejser advarsende spørgsmål om, hvorvidt Vietnam kan holde trit med udviklingen uden at skabe problemer på længere sigt. Nogle økonomer påpeger, at hvis væksten fortsætter i samme tempo uden passende kontrol, kan priserne begynde at stige ukontrolleret i landet selv. Det ville helt sikkert komplicere forholdene for enhver, der overvejer alvorlige investeringer i Vietnam på lang sigt. Hvis Vietnam ønsker at fastholde sin position, er det nødvendigt at finde måder at håndtere de indstrømmende investeringer på, mens man samtidig undgår, at almindelige vietnamesere bliver presset af stigende omkostninger.
Thailand er blevet en vigtig aktør inden for produktion takket være de veludviklede industriområder, der tiltrækker store navne inden for produktion, især inden for bilindustrien. Disse særlige økonomiske zoner sikrer en stabil investeringsstrøm til landet og bidrager til at holde økonomien stabil. For nylig har Thailand fokuseret mere på produktion af elbiler og forsøger at komme foran i kapløbet om avanceret teknologi. At satse på produktion af elbiler giver god mening, givet verdens voksende efterspørgsel efter rene transportløsninger, selv om der selvfølgelig er nogle udfordringer at overkomme. Hvis Thailand ønsker at få mest muligt ud af sin industrielle infrastruktur, skal landet gøre en større indsats for at lokke tech-startups og innovationscentre til at etablere sig her. Målet bør være at udvikle sig fra blot at være en fabrikationslokation til at blive et egentligt centrum, hvor nye teknologier udvikles og afprøves.
Vietnam og Thailand øger hurtigt deres lokale produktionsoperationer, men denne udvikling kommer med alvorlige bæredygtighedsudfordringer. Den hurtige industrialisering truer økosystemerne i begge lande, især omkring de større produktionscentre. Producenter står over for reelle udfordringer ved at holde produktionsomkostningerne nede samtidig med at reducere fabrikanters emissioner. Mange fremtidsorienterede virksomheder har allerede taget solpaneler, genbrugsprogrammer og renere produktionsmetoder i brug for at tackle disse problemer direkte. At gå over til grøn energi er ikke længere kun et spørgsmål om at følge internationale klimamål; det er ved at blive afgørende, hvis disse økonomier ønsker at vokse uden at udplyndre deres skove, floder og luftkvalitet. Med en forventet fordobling af fabrikproduktionen inden for fem år, bør beslutningstagere i Hanoi og Bangkok gøre bæredygtighed til en kernekomponent i deres økonomiske planlægning allerede nu og ikke vente med det.
Senest har den amerikanske regering kigget meget nærmere på, hvordan lande håndterer deres handelspraksis, især når det kommer til at omgå toldregler. Denne tættere overvågning skaber reelle problemer for eksportører fra Sydøstasien, som prøver alle slags list til at undgå at betale ekstra gebyrer for varer, der kommer ind i USA. Nye regler, der bliver indført, kan faktisk øge de omkostninger, virksomheder har for blot at være i overensstemmelse med lovgivningen, og det betyder, at mange virksomheder må genoverveje, hvor de skaffer råmaterialer, og hvordan produkterne transporteres over grænserne. Virksomheder er nødt til at tilpasse sig, hvis de ønsker at fortsætte med at sælge varer på det amerikanske marked uden at miste terræn over for konkurrenter. Hele situationen gør det klart, at det ikke længere er tilstrækkeligt at have bare en tilpasningsdygtig leverandørkæde – det er nu en nødvendighed for at kunne håndtere alle disse skiftende regler, som synes at dukke op hvert halve år.
Hvis Sydøstasien står over for universelle toldafgifter mellem 10 % og 20 %, kan regionens økonomier opleve nogle alvorlige virkninger. Denne type toldafgifter har tendens til at skabe højere priser på importerede varer, hvilket kan bremse den økonomiske vækst og gøre lokale producenter mindre konkurrencedygtige globalt. Produktion og elektroniksektorerne er især sårbare, da de i høj grad afhænger af eksport af varer til udlandet. Vi har allerede set lignende situationer, hvor virksomheder har mistet terræn på internationale markeder efter pludselige toldændringer. For virksomheder, der forsøger at holde sig foran, er det blevet stadig vigtigere at forstå, hvordan disse toldafgifter vil påvirke leveringekæderne. Virksomheder bør allerede nu begynde at tænke over mulige løsninger og alternative strategier, inden problemerne bliver for store til at håndtere.
De ASEAN-lande har svært ved at håndtere deres diplomatiske relationer, mens spændingerne mellem USA og Kina stiger, hvilket påvirker, hvordan handlen fungerer i regionen. At forblive neutrale forbliver vigtigt, hvis de ønsker at fortsætte med at tiltrække investeringer og fastholde interesse fra udenlandske virksomheder. Når relationerne bliver mere komplicerede dag for dag, hjælper ensartede handelspolitikker med at reducere risikoen fra politiske konflikter. Når nationer samarbejder om fælles strategier, styrker det de enkelte positioner, mens hele regionen bliver mere økonomisk stabil i denne vanskelige periode.
EN
Seneste nyt
